Komplimenter til din partner

Et kompliment kan gøre modtageren glad, stolt og varm indeni. Måske kan det endda ligefrem redde en dårlig dag.

Komplimenter er derfor et af de stærkeste værktøjer vi som mennesker har, når vi gerne vil rose og anerkende andre mennesker samt udtrykke vores følelser.

At give gode og oprigtige komplimenter falder nogle naturligt, mens andre har brug for en smule træning i at både give og modtage den eftertragtede smiger og beundring. Hører du til de sidste, kan du finde hjælp her i artiklen og dermed blive dygtig til at give komplimenter – og vælge de rigtige af slagsen.

Læs også: Jeg elsker dig fordi….

Derfor er komplimenter vigtige

Par der sidder ved vandet

Biologisk er det for mennesket vigtigt at være en del af flokken. Er man ikke det, er man nemlig hurtigt overladt til sin egen skæbne. Måske ikke så meget i dette årtusinde, men i menneskehedens barndom var det lig med en sikker og hurtig død at være udstødt fra flokken.

Det er derfor et urinstinkt hos mennesket at sørge for, vi er vellidte og anerkendte, så vi favnes af fællesskabet. Her er komplimenter en vished for, at vi ér netop det: Med ros, beundring og italesættelse af vores gode kvaliteter føler vi os således trygge og godt tilpas.

Fordi komplimenter er rosende, får de også selvværdet og selvtilliden til at vokse. Begge dele gode aspekter for både den, der er alene og for flokken generelt. Jo flere robuste individer i en flok, jo stærkere vil den nemlig være som ét hele.

Komplimenter er således vigtige for vores egen selvopfattelse, selvfølelse og den gruppe af mennesker, vi i den givne sammenhæng er en del af: Klassen, arbejdspladsen, familien eller vennekredsen.

Ikke mindst i parforhold er komplimenter med til at styrke følelsen af at være attraktiv og elsket, samtidig med at de styrker samhørigheden.

Det er derfor heller ikke uden grund, at manglende komplimenter i forholdet ofte angives som en af de underliggende årsager til problemer i parforholdet. Netop fordi de er så stærke redskaber til at anerkende andre mennesker, er de nemlig ofte manglet, hvis de ikke praktiseres.

Heldigvis er det noget, der er nemt at gøre noget ved. At give komplimenter er både hurtigt klaret og relativt let, når du får en smule hjælp.

Læs også: Tosomhed i et parforhold

Sådan giver du gode komplimenter

Par ligger i sengen og giver komplimenter

Hvad der er et godt kompliment for den ene, kan være et dårligt kompliment for den anden.

Hele essensen i et velplaceret kompliment er nemlig, at det er tilpasset modtageren. Et kompliment er en anerkendelse af en specifik persons menneskelige kvaliteter, evner, fremtoning eller udseende. Når du giver et kompliment, skal det derfor stemme overens med din reelle holdning til personen.

Det skal også gives med en smule omtanke, så det glæder og ikke ender med at såre. Måske synes du, din kæreste er smukkere end aldrig før efter at have taget et par kilo på – men ved du, at det piner vedkommende at vægten er steget, vil det formentlig ikke blive velmodtaget, selvom intentionen var kærlig.

Samtidig skal typen af kompliment have sin berettigelse i jeres indbyrdes relation. Det kan for eksempel sagtens være velment og oprigtigt at komplimentere sin chef for vedkommendes nye smarte frisure – men er jeres relation udelukkende faglig, kan det skabe forvirring hos modtageren.

Sidst men ikke mindst, skal dine komplimenter være oprigtige. Det magiske ved komplimenter er, at det er noget man vælger at give. Har man ingen komplimenter at udtrykke, kan man således blot lade være – hvilket altid vil være det foretrukne valg fremfor et uoprigtigt af slagsen.

Dette vil nemlig som regel blive gennemskuet og det gavner hverken modtageren eller den, der er afsender.

Læs også: Alt du bør vide om det magiske kys

To typer komplimenter til både mænd og kvinder

Grundlæggende findes der to typer komplimenter, uanset om de er målrettet mænd eller kvinder: Dem der påtaler menneskelige egenskaber og evner – og dem der påtaler menneskelig fremtoning.

Komplimentet. ”Du er omsorgsfuld kæreste” hører til den første. Komplimentet ”Du er en smuk kæreste” hører til det sidste. I et forhold er det vigtigt at veksle mellem begge typer komplimenter.

Der er dog forskel på, hvilke områder af selvfølelsen hver enkelt type kompliment påvirker. Selvtilliden og følelsen af at føle sig attraktiv, stiger når man får komplimenter for sit udseende. Derimod er det rosende ord om den du er, der styrker dit selvværd og kernen i din personlighed.

Skal du vælge mellem hvilken type kompliment du skal give, vil sidstnævnte altid være den, der påvirker modtageren stærkest følelsesmæssigt.

Gode komplimenter til hende og ham

I de nære relationer – dem du har med din kæreste, ægtefælle og nærmeste familie – kan du med fordel basere komplimenterne på modtagerens personlighed og menneskelige egenskaber. De vil nemlig styrke jeres relation og indbyrdes følelser for hinanden.

  • Du gør mig tryg
  • Du er en fantastisk mor/far/søn/datter
  • Du gør mig stolt
  • Jeg beundrer din rummelighed
  • Du er et godt menneske

Vil du give din kæreste komplimenter, der viser ham eller hende, at du finder vedkommende attraktiv? Så kan du benytte komplimenter, der tager udgangspunkt i udseendet i stedet.

  • Du ser fræk ud i dit nye undertøj
  • Dit hår er smukt
  • Du dufter dejligt
  • Jeg er vild med din krop
  • Du er god i sengen

Sjove komplimenter

Er det nyt for dig at give komplimenter, eller er du generelt ikke typen der plejer at udtrykke dig med ord, kan en god måde at starte på være med sjove komplimenter.

Den humoristiske tilgang tager en smule af den kant af modstand, du måske selv kan have til projektet.

Gode sjove komplimenter kan være:

  • Du er lige så dejlig som pizza, når man har tømmermænd
  • Hvis jeg ikke kendte dig, ville jeg gerne lære dig at kende
  • Du får mig til at virke endnu grimmere
  • Den globale opvarmning er din skyld
  • Du er så sød, at min tandlæge har advaret imod dig

Søde komplimenter

Vil du i stedet bare gerne give et kompliment, der med få ord fortæller modtageren, at du sætter pris på vedkommende – uanset jeres relation – kan du bruge et af disse søde komplimenter.

  • Du er virkelig klog
  • Du er så god til at tale med andre mennesker
  • Jeg er vild med din humor
  • Du imponerer mig
  • Mine venner roser dig

Læs også: Husk kvalitetstid med din partner

Bliv god til at tage imod komplimenter

Et par der er tæt på hinanden

En ting er at give komplimenter, en anden er at modtage dem. Selvom du muligvis er god til at anerkende andre, kan det nemlig være en helt anden vanskelig sag at tage imod ros.

Også det kan du dog øve dig på ved at tage uforbeholdent imod. Når du får et kompliment så sig således blot tak, bliv glad og nyd følelsen.

Pas på med at genkomplimentere, selvom det er oplagt at sige ”I lige måde”, hvis nogen roser din påklædning. Først og fremmest fordi det tager magien af den kompliment vedkommende giver dig, fordi den var målrettet dig. Derudover fordi din gen-kompliment ikke bliver oprigtig, men i stedet et udtryk for høflighed.

Lad også undskyldningerne ligge. Det er fristende at forklare sit smukke ydre med at ”kjolen bare er en gammel sag” eller at det slet ikke var din fortjeneste alene, at du fik en god karakter til eksamen. Det er irrelevant i forhold til komplimenten og du taler sig selv ned – i stik modsætning til det, giveren af komplimenten havde til hensigt.

Skriv en kommentar