Jeg elsker dig fordi…

Når kærligheden er stor, kommer ordene nogle gange til kort. Fingrene fumler på tastaturet og tungen snubler over sig selv, når man forsøger at udtrykke sin kærlighed med ord. For hvordan fortæller man sin store kærlighed, at man elsker vedkommende?

Det er ikke altid nok at sige ”Jeg elsker dig fordi du er dig” eller ”Jeg elsker dig fordi du er smuk”. Det er nemlig sjældent dækkende nok og i de fleste tilfælde måske endda en smule upersonligt.

Når man gerne vil blive bedre til at give sin partner kærlighedserklæringer – eller måske endda gøre det for første gang – er det nemlig vigtigt, at ordene passer perfekt til ham eller hende, du elsker.

I denne artikel får du hjælp til at finde de rette ord, så det bliver nemmere at udtrykke dine følelser.

Læs også: Derfor er tosomhed vigtigt for et parforhold

Ældre par holder i hånden

Jeg elsker dig, min kæreste

Der kan være mange grunde til, at man elsker sin kæreste og grundlæggende kan årsagerne deles op i to:

  • Dem der bygger på hvordan vedkommende er som person – og dem der bygger på, hvordan vedkommende får dig til at føle.

Et eksempel på den første type er et udsagn som ”Jeg elsker dig, fordi du er så omsorgsfuld”. Her tager du udgangspunkt i din kæreste og hendes eller hans gode personlige egenskaber. Denne form for kærlighedserklæring minder meget om et kompliment.

Når du derimod siger ”Jeg elsker dig, fordi du får mig til at føle mig tryg”, tager du i stedet udgangspunkt i dig selv og dine følelser.

Begge måder at udtrykke følelsen af ”jeg elsker dig, min kæreste” er lige gode, så benyt gerne både den ene og den anden variant, når du vil erklære din kærlighed på en anden måde, end du plejer.

Læs også: Hvad er kærlighed?

20 grunde til at jeg elsker dig

I love you like biscuits and gravy

Hvis du kæmper en smule med at finde de helt rigtige ord, kan du finde inspiration i de 20 grunde til at elske nogen herunder.

Vælg de årsager, der passer bedst til dine følelser og hvordan du har det. På den måde bliver din kærlighedserklæring både personlig og oprigtig.

Jeg elsker dig, fordi du altid er der for mig

Uanset om du er inde i en svær periode eller har haft en træls oplevelse, er din kæreste der for dig til at lytte, trøste og være på din side.

Jeg elsker dig, fordi du accepterer mig, som jeg er

Stærk kærlighed opstår, når din kæreste ikke forsøger at ændre på hvem du er, hvordan du går klædt, hvad du laver eller hvem du omgås.

Jeg elsker dig, fordi du giver mig plads

Kærligheden til din partner vokser – og du trives som menneske – når du får mulighed for at gøre de ting, du holder af og få indfriet dine personlige behov.

Jeg elsker dig, fordi du gør mig glad

Glæde er en menneskelig følelse som i alle sammenhænge er værd at efterstræbe, fordi den gør livet lyst og dejligt.

Jeg elsker dig, fordi du aldrig tvivler på mig

Som menneske er det naturligt, at man af og til tvivler på sig selv. Derfor er det vigtigt at have en kæreste, der altid giver dig mod og selvtillid.

Jeg elsker dig, fordi du imponerer mig

Følelsen af stolthed over sin kæreste minder meget om følelsen af kærlighed – og når de to følelser forenes, bliver det næsten ikke større.

Jeg elsker dig, fordi du er så dygtig

Alle er dygtige til noget og din kæreste er helt sikkert dygtig til mange ting. Forlæng derfor gerne denne årsag til din kærlighed med at være konkret: ”Jeg elsker dig, fordi du er dygtig til dit arbejde” – eller ”Jeg elsker dig, fordi du er dygtig til at skabe et trygt hjem”.

Jeg elsker dig, fordi du er omsorgsfuld

Et menneske der kan udvise præcis det, man i en given situation har brug for, er omsorgsfuld. At du elsker din kæreste fordi vedkommende trøster, når du er ked af det eller bakker dig op, når du er uenig med nogen, er derfor helt forståeligt.

Jeg elsker dig, fordi du er rummelig

Som menneske kan man nogle gange komme til kort, lade sig irritere eller blive frustreret over ting, mennesker eller handlinger. Er din kæreste god til at lade tingene passere og møde verden som den ér, er vedkommendes rummelighed værd at elske.

Jeg elsker dig, fordi du er god til at overraske mig

Det er dejligt at blive overrasket. I selve handlingen at overraske ligger desuden både kærlighed, omtanke, betænksomhed og kendskab til dig som person. Det er derfor en oplagt grund til at elske nogen.

Jeg elsker dig, fordi du forstår mig

Det er ubehageligt ikke at føle sig forstået, fordi man på den måde føler sig alene og udenfor fællesskabet. Derfor er forståelse fra kærestens side vigtig for både dig som person og jeres forhold.

Jeg elsker dig, fordi du er en god forælder

At se din kærestes kærlighed til jeres børn, og vedkommendes omsorg for disse, får sandsynligvis din egen kærlighed til at blomstre.

Jeg elsker dig, fordi du gør mig tryg

At føle sig tryg er en vigtig del af det at være menneske. Fra første øjeblik vi kommer til verden, søger vi tryghed – og derfor leder vi helt naturligt også efter det i en partner. Derfor er det en vigtig egenskab at kunne gøre andre trygge.

Jeg elsker dig, fordi du gør mig til et bedre menneske

Vi har alle sammen sider, vi ikke bryder os om. Din kæreste kan dog hjælpe dig med at håndtere disse sider, så de i stedet bliver til styrker – eller give dig mod til at handle anderledes. På den måde bliver du til en bedre version af dig selv.

Jeg elsker dig, fordi du prioriterer vores forhold

Tid er kærlighed. Det er nemlig en af de ting i livet, vi har begrænsninger på. Når din kæreste vælger at bruge tid på dig og det, der er vigtigt for dig, er det således en stor kærlighedserklæring i sig selv.

Jeg elsker dig, fordi du får mig til at føle mig som verdens smukkeste

Det er vidunderligt at føle sig attraktiv og smuk. Når din kæreste får dig til at tro på, du er begge dele, er det klart at dine følelser for vedkommende blomstrer.

Jeg elsker dig, fordi du er ærlig

Ærlighed er en vigtig del af et forhold. Uanset om det handler om ikke at fortie eller at sige sin ærlige mening. Når man kan stole på nogen, bliver man nemlig tryg i relationen, fordi I således begge ved, hvor I har hinanden.

Jeg elsker dig, fordi du er sød

At være godt gammeldags sød er en fantastisk egenskab. Er din kæreste venlig, hjælpsom, omsorgsfuld, imødekommende og smilende er vedkommende behagelig at være sammen med. Både for dig, dine venner, din familie og fremmede. Det er værd at beundre.

Jeg elsker dig, fordi du er et godt menneske

At være et godt menneske må grundlæggende være målet for ethvert individ. Har din kæreste styr på sine værdier, er vedkommende god mod andre, ikke-dømmende og rummelig? Så er der gode chancer for at vedkommende er et godt menneske – og det kan man ikke undgå at elske.

Jeg elsker dig, fordi du er min drømmekæreste

Din kæreste er perfekt for dig, fordi han eller hun giver dig præcis det, du har brug for og meget mere. At få at vide, man er nogens drømmekæreste er et både kærligt og personligt kompliment – og nok den bedste grund til at elske nogen der findes.

Læs også: Alt om forelskelse

 

Skriv en kommentar