7 typiske problemer i et parforhold

De færreste parforhold er gnidningsfri. Derfor er det også helt normalt at have problemer i parforholdet. Nogle af dem er nemme at løse og ganske klassiske – andre stikker en smule dybere.

Her får du præsenteret 7 typiske problemer i parforhold, samt forslag til hvordan I kan løse dem.

Uindfriede forventninger

Hvis man har en forventning om at weekenden skal bruges sammen i et sommerhus, er det mildest talt skuffende, hvis partneren kommer hjem og fortæller, vedkommende skal i byen med vennerne.

Det er også irriterende at have lavet en lækker middag i forventning om at partneren kommer hjem til spisetid, for at finde ud af vedkommende skal arbejde over.

De mange forventninger man hver især kan have til hinanden bliver ikke altid opfyldt.

Det kan resultere i skænderier og dårlig stemning her og nu – men på sigt også i en følelse af ikke at være værdsat. Man føler sig skuffet og tilsidesat og de uindfriede forventninger kan i længden blive et tilbagevendende problem, hvis ikke man formår at løse det.

Der gør man ved at italesætte tingene. I skal således være klare og tydelige omkring jeres planer og ønsker – så har I hver især mulighed for at indfri dem. I kan også i stedet indgå et kompromis, som ikke efterlader nogen skuffede tilbage.

Skænderier i parforholdet

Ulykkeligt ungt par

I mange parforhold er skænderier blevet en naturlig del af hverdagen sammen.

At det er normale parforholdsproblemer må dog ikke forveksles med, at det er noget, I bare skal acceptere: Skændes I på daglig basis, bør I for jeres egen skyld kigge forholdet efter i sømmene og få ryddet ud i årsagerne til skænderierne.

Det er nemlig ikke bare muligt, men også ganske almindeligt, at skænderier hører til sjældenhederne. Uenigheder kan ganske vist aldrig undgås, men tilbagevendende, vrede skænderier med dårlig stemning er ingen af jer tjent med.

Vil I gerne blive skænderierne kvit, kan I kigge på, hvad det er i skændes om.

Ofte er det helt konkrete ting, som I principielt lige så godt kunne tale om i ro og mag. Sammen kan I således finde frem til en løsning på problemet én gang for alle, så I slipper for at skændes.

Problemer i parforholdet forårsaget af jalousi

Par er uvenner

De fleste mennesker kender følelsen af jalousi. For nogen kan det bare være en flygtig fornemmelse en sjælden gang imellem, hvis en anden flirter med partneren. For andre kan det være en altoverskyggende følelse, der påvirker hverdagen.

Er den ene part meget jaloux, medfører det måske, at den anden aldrig tager ud alene sammen med vennerne. Måske føler vedkommende sig også begrænset i forhold til sine relationer generelt, fordi den jaloux part ser spøgelser, hver gang der kommunikeres med en person af et andet køn. Kollega som nabo.

Er man meget jaloux, vil det være en god investering i forholdet, at den jaloux part forsøger at få hjælp til at slippe de negative følelser. Ellers er der stor risiko for at modparten føler sig begrænset og bundet. Det er desuden heller ikke rart for den jaloux partner at gå og have ondt i maven – og ofte bunder følelserne i noget ubearbejdet, det kan være rart at få mentalt styr på.

De fleste parterapeuter tilbyder behandling af jalousi både individuelt og som par.

Læs mere om jalousi i et parforhold eller find en dygtig parterapeut.

Manglende fælles værdier

De færreste går systematisk til værks med en tjekliste, når der skal findes en ny partner. Derfor ender man måske med at forelske sig i en helt anden type, med nogle helt andre mål og livsværdier, end dem man selv har.

På et tidspunkt resulterer det så i en række gnidninger i forhold til, hvilken vej forholdet skal gå: Skal I have børn? Hvor mange? Hvor skal I bo? Hvor meget skal I hver især arbejde? Hvad sparer I økonomisk set sammen til? Og helt generelt: Hvad er et godt liv for jer.

Et af de mest almindelige parforholdsproblemer er, at der er uenighed om mange af disse ting.

Er I et af de par, der oplever at føle jer snydt, sidder med uindfriede drømme eller føler I har måttet give afkald på noget vigtigt? Så er det en god idé at få defineret nogle nye fælles værdier, I sammen kan arbejde ud fra og henimod.

Konfluens

Par er uvenner

Det at miste sig selv i et forhold kaldes konfluens.

Det er et begreb, der dækker over at ens egne grænser, behov og muligheden for selvbestemmelse udviskes. Fra at være to individuelle personer går man med andre ord til at være et fasttømret par, der er fælles om det hele.

Det kan umiddelbart lyde som noget positivt, men er problematisk i længden. Ganske enkelt fordi den person man var, pludselig kan være blevet så markant forandret, at man ikke længere kan kende sig selv. Samtidig kan man måske slet ikke finde ud af at være adskilt, hvilket kan påvirke forholdet til familie og venner.

I kan forebygge konfluens ved at huske at gøre ting hver for sig. Er skaden sket, hvilket ofte sker af sig selv uden man bemærker det, skal I til at lære at stå på egne ben: At gøre noget uden partneren og noget, som gør jer hver især glade.

Manglende intimitet

Par der har problemer i sengen

Det er intimiteten, der adskiller forholdet til hinanden fra det, I har til jeres venner og veninder. Hvis intimiteten mangler, risikerer man med andre ord at ende i en tilstand, hvor forholdet får karakter af et venskab.

Intimitet er to ting. Det følelsesmæssige, som handler om at man har en fælles samhørighed og står hinanden nært – og det kropslige, der handler om berøring. Ikke kun sex, men også kys og kram.

Begge former for intimitet er vigtige og er jeres forhold uden intimitet, er det nødvendigt at arbejde på at genskabe denne.

Dårlig kommunikation i parforholdet

Dybest set kan årsagen til de allerede nævnte 6 problemer i parforholdet koges ned til noget så simpelt som dårlig kommunikation.

Hvis man formår at tale om sine problemer, være åben omkring sine følelser og husker at investere tid til at kommunikere med hinanden, kan man således både forebygge en lang række andre problemer – og løse dem.

Når man kommunikerer med sin partner, er det vigtigt at huske altid at blive på sin egen banehalvdel og ikke pege fingre ad sin parter. I stedet for at sige ”Du gør mig ked af det, når du kommer sent hjem” bør man således sige ”Jeg bliver ked af det, når du kommer sent hjem”.

På den måde tager man både ansvar for sine egne følelser og dæmmer op for den lidt anklagende facon en samtale af denne type ellers kan have.

Læs også: Sådan lærer I at kommunikere bedre

Derudover er det vigtigt at arbejde med sig selv og være bevidst om, at problemer i parforholdet sjældent skyldes partneren. Rent faktisk skyldes det derimod ofte en selv – fordi man glemte at være åben om sine følelser, forventninger og ønsker til livet i det fælles parforhold.

Skriv en kommentar