Danskerne er verdens lykkeligste folk…

Det er ikke mange måneder siden, at en ny undersøgelse igen viste, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Hvordan sådan nogle undersøgelser måles og om ”lykke” overhovedet kan måles skal jeg ikke kunne sige, men der er ingen tvivl om, at vi har det rigtig godt i vores lille og smukke land! Men der er rum til forbedring.

Min kæreste og jeg har haft fornøjelse af, at rejse rundt i Thailand i halvanden måned. Selvom det er et fantastisk land, så er det også et land med stor fattighed. Et land hvor mange mennesker lever under svære kår med fattigdom og mangel på mad og drikke.

Alligevel er thailænderne imødekommende og fantastisk taknemmelige for det liv de lever. Hvis man tænker på deres levestandard og deres livsindstilling, så burde vi danskere måske være endnu gladere, mere smilende og imødekommende end tilfældet er.

Burde vi være mere lykkelige?

Den taknemmelighed og glæde mange folkefærd viser mener jeg, at vi danskere kunne lære meget af. Når jeg til dagligt bevæger mig rundt i København, så ser jeg ikke mange fremmede der smiler til hinanden eller hjælper et ”medmenneske i nød”. I stedet ser jeg mange mennesker, der ikke bryder sig om at sidde ved siden af fremmede i bussen og jeg ser også folk der dytter og båtter, hvis de øvrige trafikanter ikke kører helt som en selv.

Her kunne jeg godt ønske mig en større forståelse for hinanden. Hvis vi er så lykkelige, så burde vi vel også have overskud til, at være der for andre end os selv og vores nærmeste.

Hvad siger du? Burde vi være endnu gladere og lykkeligere end vi er?

Hvad med dig – er du lykkelig?

Hvorfor kælenavne til kæresten

 

 

 

Personligt, så bruger jeg meget tid på at sikre mig, at jeg lever det liv jeg ønsker. Fra tid til anden må jeg dog – som alle andre – gå på kompromis med måden jeg lever mit liv på, men jeg arbejder altid hen mod et eller flere mål som sikrer, at jeg er på rette vej.

I dag kalder jeg det for ”realitetstjeks” og jeg tænker over dem dagligt i forhold til mig selv og mig og min kærestes forhold. Sammen snakker vi om, hvor vi godt kunne tænke os, at ”ende henne” i fremtiden. Er vi på rette vej eller har vi brug for at justere kursen for at nå vores fælles mål?

For mig og min kæreste er disse realitetstjeks en naturlig del af det, at sikre at vi begge er lykkelige og lever det liv, vi ønsker. Da jeg var yngre, lavede jeg ikke disse tjeks og når jeg tænker tilbage, kan jeg tydeligt se, at jeg har truffet valg, som jeg ikke ville træffe i dag.

Personligt, stiller jeg mig selv disse spørgsmål; Er jeg ”god” ved mig selv, min kæreste, min familie og har jeg overskud til også at være der for andre mennesker som trænger til et smil eller en hjælpende hånd. Nyder jeg livet?

Kan jeg svare ja til disse enkle spørgsmål, så er jeg et stort skridt nærmere det, jeg stræber efter og noget af det, der gør mig ”lykkelig”.

Brug dette indlæg som en inspiration til at lave et ”realitetstjek” for dig selv og dit forhold. Stop op, træk vejret og mærk efter. Tænk over livet og jeres forhold. Er I der hvor I ønsker at være eller hvad skal der til, før I kommer det. Vær hudløs ærlig overfor dig selv og overfor hinanden. Det bringer jer længst i det lange løb.

Hvis du ikke kan være der for dig selv, hvordan skal du så kunne være der for andre?

Skriv en kommentar