24 bryllupstraditioner du bør kende

Der findes mange danske bryllupstraditioner. De fleste traditioner ved et bryllup stammer fra gammel tid, hvor traditioner havde større betydning. Her mente man, at hvis de ikke blev overholdt, så kunne det bringe ulykke. I dag er det blevet mere frit og folk vælger vidt forskellige måder at fejre deres kærlighed på.f

Her har vi samlet 24 bryllupstraditioner som I kan vælge at bruge, eller kende, til eget eller venners bryllup.

Her er 24 bryllupstraditioner

Brudepar

1. Beder svigerfar om datterens hånd

En af de helt gamle bryllupstraditioner er, at manden beder brudens far om lov til at gifte sig med hende. Man spørger sin svigerfar om lov, inden man frier til den kommende brud. Og så må man håbe på, at han siger ja.

2. Forlovelsesring på venstre hånd

Der er forskellige holdninger til, hvor forlovelsesring og vielsesring skal sidde. Men en gammel regel er, at forlovelsesringen placeres på venstre hånd, da kærlighedens åre går fra hjertet og ned til venstre ringfinger. Vielsesringen skal så placeres på højre, fordi løfterne i kirken aflægges med højre hånd.

3. Brudeparret sover hver for sig natten inden brylluppet

Før i tiden boende man ikke sammen, inden man blev gift, og derfor sov man heller ikke sammen inden brylluppet. I dag bor de fleste sammen inden brylluppet, men alligevel er det en kendt tradition, at man ikke sover sammen natten før. Fra gammel overtro sagde man, at det kunne bringe ulykke, hvis det kommende brudepar forlod samme hus inden brylluppet. Derfor var det dengang en fast bryllupsregel.

Kvinde i smuk bryllupskjole

4. Gommen må ikke se brudekjolen inden brylluppet

Det bringer ligeledes uheld i ægteskabet, hvis gommen ser brudens kjole inden brylluppet – ifølge gammel overtro, vel og mærke.

5. Velstand i form af mønt i skoen

De fleste kender traditionen omkring, at bruden skal have noget blåt, noget lånt, noget nyt og noget gammelt på til brylluppet. Et britisk rim siger ”Something old, something new, something borrowed, something blue..” Men den sidste del af rimet er knapt så kendt i Danmark. Her siger man …”and a sixpence in your shoe”. Bruden skal altså også have en mønt i skoen, når hun bliver gift. Mønten er et symbol på den velstand som brudeparret skal velsignes med.

6. Brudebuketten skal vælges af gommen

I gammel tid var det god skik at gommen stod for brudebuketten. I dag er det mere almindeligt, at man vælger den sammen, eller endda at bruden har det sidste ord i forhold til buketten.

Bryllupstøj

7. Brudeparret er de pænest klædte til brylluppet

Der findes flere forskellige regler i forhold til gæsternes tøj. En gammel tradition siger, at de kvindelige gæster ikke må bære hvidt, da det er forbeholdt bruden. Det har også været en uskik at bære sort til et bryllup, da sort er sorgens farve. Der er stor forskel på folks holdninger til det her emne, så i dag er det meget almindeligt, at de kvindelige gæster spørger bruden til råds i forhold til det hvide og sorte tøj.

De mandlige gæster må heller ikke være finere end gommen. Hvis gommen fx ikke har smoking på, så må de mandlige gæster heller ikke have det.

8. Brudens forældre betaler bryllupsfesten

I gamle dage betalte brudens forældre for hele brylluppet, så den kommende svigersøn kunne spare på sine penge. Ved at spare på brylluppet, ville det blive nemmere at forsørge sin kone. Den tradition er så godt som væk, da det i dag er parret selv der betaler for brylluppet.

9. Bruden skal bære…..

  • noget nyt, som symboliserer det nye liv
  • noget gammelt, som skal minde om fortiden
  • noget blåt, der symboliserer troskab
  • noget lånt, der symboliserer, at bruden bliver en del af en ny familie

I gammel tid havde de 4 ting også en overordnet betydning, nemlig at bekæmpe det onde og bringe parret lykke, og gøre bruden fertil.

Bryllupskørsel i klassisk bil

10. Larmende dåser bag bilen skræmmer onde ånder væk

Før i tiden forlod brudeparret altid festen som de første. Bag på bilen blev der hængt dåser der kunne skabe larm. Vi kender dåserne i dag, da mange har dem bag bilen fra vielsen til selve festen. Larmen skulle skræmme de onde ånder væk og dermed sikre parret et lykkeligt liv sammen.

11. Brudeparret skal have ris kastet på sig efter vielsen

Risene der kastes, er et tegn på frugtbarhed, ifølge gammel tradition. Det betyder kort sagt, at man håber og ønsker at parret snart får et barn. I dag er det stadig en tradition med ris, men det er blevet mere og mere udbredt at bruge andre ting, da ris kan være skadeligt for fugle og tiltrække rotter. I dag benyttes der derfor også blandt andet blomsterblade og sæbebobler.

Nygift par holder i hånden

12. Gommen ankommer sammen med forloveren

Gommen og forloveren kommer sammen til kirken og sætter sig til højre ved alteret. Gommen skal stå tættest på alteret, når han bliver gift med sin brud.

13. Bruden skal altid ankomme som den sidste til kirken

Hvis man har set romantiske amerikanske film, er man ikke i tvivl om, at bruden skal komme til allersidst. Og gerne lidt for sent…

Det er stadig en tradition i dag at gæsterne samles i kirken, gommen og forloveren ankommer og til sidst kommer bruden ind ad døren med faderen ved sin side. Det er i dette øjeblik at gommen ser sin kommende hustru i brudekjolen for første gang. Faderen går med op til gommen og hilser kort på ham som et symbol på, at han giver sin datter til manden og hans familie.

14. Udgang fra kirken

Bruden går til højre for gommen ud gennem kirken. Brudepiger, eller hvad man eventuelt har med, følger efter. Alle andre venter på deres plads til parret når våbenhuset. Herefter følger gæsterne efter ved at rækkerne tømmes oppefra, så dem der har siddet tættest på alteret, går først ud af kirken.

Brudebuket

15. Brudebuketten kastes af bruden

De fleste kender bryllupstraditionen, hvor bruden kaster sin fine brudebuket. Kvinden der griber buketten, bliver efter gammel overtro, den næste der skal giftes.

16. Gæsterne kysser brudeparret

Når bruden forlader festlokalet, kysser kvinderne gommen og når gommen forlader lokalet, kysser mændene bruden. Den gamle tradition bruges stadig i dag og plejer at give højlydte grin.

17. Brudeparret skal kysse over og under bordet

Når gæsterne tramper i gulvet skal brudeparret kravle ned under bordet og kysse. Når gæsterne slår med bestikket mod tallerkenerne, skal parret op og stå på stolene og kysse hinanden.

18. Talerækken til bryllupsfesten

Til et dansk bryllup, er der ofte mange der holder tale, har lavet sange eller kommer med andre festlige indslag. Hvis man holder fast i de gamle traditioner, er det få mennesker der skal sige noget til brudeparret, og det skal ske i en fast rækkefølge. Medmindre at bryllupsparret eller toastmasteren byder velkommen, så er brudens far altid den første der skal rejse sig og tale.

Den traditionelle talerække ser sådan her ud:

  1. Værterne/toastmasteren (kun velkomst)
  2. Brudens far
  3. Brudgommen
  4. Forloveren
  5. Brudgommens far

Klassisk bryllupskage

19. Bryllupskagen skæres sammen

Inden kagen skal spises, skal gommen hjælpe bruden med at skære kagen for. Gammel overtro siger, at hvis de ikke gør det, kan de risikere, ikke at kunne få børn sammen. Hvis gæsterne ikke kan lide kagen eller ikke vil have noget, kan det betyde uheld for både parret og gæsterne.

20. Kagen gemmes

Der er tradition for, at man gemmer et stykke af kagen (eventuelt toppen) og fryser den ned. På parrets et års bryllupsdag spiser man resterne sammen. Se alle de andre traditioner til de kommende bryllupsdage.

Bryllupsfest under åben himmel

21. Brudevalsen skal danses inden midnat

Brudeparret skal danse brudevals inden midnat, ellers bringer det uheld. Selve middagen skal være overstået, så dansen må ikke foregå midt i desserten. “Brudevalsen” der stammer fra ”et folkesagn” fra 1854 med musik fra Niels W. Gade, er en dansk tradition. Det er kun i Danmark at vi danser til et bestemt nummer hver gang, hvor man i andre lande frit kan vælge.

Som de fleste ved, stiller gæsterne sig i en rundkreds omkring brudeparret og rykker langsomt tættere og tættere på, mens der klappes i takt. Det ender med brudeparret står helt tæt og kysser hinanden.

22. Strømper og slør skal klippes

Til slut i brudevalsen løftes gommen op og mændene klipper hans sokker. Klipningen symboliserer, at gommen ikke længere er på ”frie fødder”, og derfor ikke behøver at imponere med nye sokker uden huller. Hvis man følger den gamle tradition, så skal hustruen stoppe strømperne, for så er starten på hendes nye liv som husmor i gang. Det er ikke sikkert, at man får de moderne kvinder med på denne ide…

Brudens slør rives i stykker af de kvindelige gæster som et symbol på, at hun ikke længere er en pige, men en gift kvinde.

23. Gommen bærer bruden over dørtrinet

En gammel skik siger, at når festen er slut, så skal manden bære bruden over dørtrinet som et symbol på brudens nye og spændende verden.

Morgengave til bruden

24. Morgengave dagen efter brylluppet

Før i tiden var det kun bruden der fik morgengave af manden. Gaven var noget af værdi der kunne sikre kvinden i tilfælde af, at hun ikke kunne få børn, og derfor ikke havde juridisk ret til at arve efter sin mand. I dag giver begge parter ofte en lille morgengave til hinanden. Ofte vælger man en personlig og varig gave i form af et smykke, slipsenål mv. (se vores mange ideer til morgengaver her).

Gør de gamle bryllupsritualer til jeres egne

Brudepar kysser

Her var de 24 danske bryllupstraditioner og du kan sikkert genkende de fleste, da mange af dem også anvendes i dag.

Før i tiden var det ritualer man ikke engang tænkte over, da de blot gik videre fra generation til generation. Mange af traditionerne havde så stor overtroisk betydning at det ikke var en mulighed at ændre dem. I dag er der mange der kender til de gamle regler og traditioner, men mest fordi det er sjovt og hyggeligt.

Til de store traditionelle bryllupper er det normalt at have mange af de gamle traditioner med, og det kan derfor være en god ide at sætte sig ind i tingene.

For at få et bryllup der passer til jer, kan I vælge frit mellem de mange traditioner, og dermed gøre brylluppet personligt. I kan også bruge traditionerne på jeres egen måde og eventuelt lave lidt om i opbygning eller udførelse, så det matcher jeres ønsker. Der er ingen regler mere.

Ps. Tjek for en sikkerheds skyld også vores store online huskeliste

Skriv en kommentar