Når to mennesker mødes for første gang, kan der opstå sand magi. Men det er også en knald eller fald situation, hvor førstehåndsindtrykket har rigtig meget at sige. Vi mennesker, bedømmer nemlig hinanden på 1 sekund – alene ved at studere modparten og ved at skabe øjenkontakt. Vores urgamle instinkt laver lynhurtigt en vurdering af, om der kan være den rette kemi.
Vores store guide indeholder: Ideer til første date, infografik, samtaleemner og meget mere!
Tøj og talegaver gør det ikke alene
Det kommer næppe bag på dig, at udseendet betyder meget. Og derfor tager du sikkert det flotteste sæt tøj på, til den første date. Du har måske også gjort dit hjemmearbejde godt og sat dig ind i din dates interesser og job. Så har I noget at snakke om og det er en god måde at komme over den (til tider) lidt akavede stemning der kan være, når to fremmede mødes.
Nu mangler du kun én ting – nemlig at finde ud af, hvad I skal lave.
At date er som at gå til jobsamtale
For selvom 1 sekund ikke er lang tid, så er det heldigvis de færreste der afskriver den første date på et splitsekund og derfor betyder de timer I tilbringer sammen også meget for jeres videre færd.
Jeres første tid sammen skal være betydningsfuld. Den skal gerne indeholde nogle elementer, som I begge synes er sjove og hyggelige. Og så skal den give jer mulighed for, at lære hinanden bedre at kende. Man kan sammenligne den første date med en jobsamtale; man vil gerne gøre et godt indtryk, men man vil heller ikke virke overivrig eller desperat. Og man vil for gudsskyld ikke dumme sig.
Hvis man efterlader modparten med en god fornemmelse i maven, så er der en rigtig stor chance for, at man kommer på date nummer to – og det er jo formålet.
Her får du 35 gode, sjove og kreative bud på, hvad I kan lave sammen på jeres første date.
35 gode ideer til den første date
1. Kan du lide at dyste?
Dating skal være sjovt, så afhold en fjollet konkurrence. Det kan være alt lige fra hvem der kan spise flest M&Ms på et minut, til hvem der kan vinde et hækkeløb i den lokale atletikklub eller hvem der kan holde vejret i længst tid. Og vinderen, skal naturligvis have en præmie.
2. Drop maden og gå direkte til desserten
Det er ganske traditionelt at tage ud og spise sammen på første date, men mange bryder sig faktisk ikke om det. Hvis kemien ikke er rigtig, så kan en tre times lang romantisk middag være dræbende at komme igennem. Tag i stedet ud og spis en god dessert.
Det er mindre forpligtende og nemmere at komme væk fra.
Vover du alligevel pelsen, så kan du se de mest romantiske restauranter i København her.
3. Det er KUN den kvindelige part der må arrangere den her
Mange massører tilbyder lektioner, hvor man kan lære at massere sin (kommende) partner. Massage er ret intimt på den første date, så enten skal du være 100% sikker på, at din date ikke er den blufærdige type eller også er det nok bedst, at det er den kvindelige part der arrangerer daten.
Mænd er nemlig ikke tilbøjelige til at blive stødt af den slags.
4.Være kreative sammen
Køb to lærreder, maling og et sæt pensler og mal så hinanden.
Det er hammersvært at male en anden person og medmindre I begge er meget kunstneriske, så kommer der helt sikkert noget sjovt ud af resultatet.
5. Se stand-up
Når vi griner, så udløser vores hjerne endorfiner, der får os til at slappe af og have det godt. Så hvis du inviterer din date ind og se Mick Øgendahl, så hjælper han dig faktisk med at bringe jer tættere sammen.
6. Få vind i håret
Hvis I begge to godt kan lide at være aktive og være udenfor, så lej et par mountainbikes og kør en hæsblæsende tur i skoven. God motion og godt selskab er en god cocktail på første date.
7. Nyd havets muligheder
Bor I tæt på havet eller en sø, så lej en kajak eller en kano og sejl en tur. At sejle sammen kræver koordinering og samarbejdsevner. Noget I måske får brug for på længere sigt.
8. Spil et gammeldags brætspil
Der findes hundrede vis af sjove og udfordrende brætspil, der kan være med til at give jer et par hyggelige timer sammen.
9. Picnic er altid et hit (når vejret er godt)
Hvis vejret er til det, så er det oplagt at invitere din date på picnic. Lav en lille madkurv og tag en tur på stranden eller i den nærmeste park. Hvis det regner og er koldt udenfor, så overrask og lav en picnic derhjemme på stuegulvet i stedet.
10. Tag til koncert sammen
Der findes mange gratis koncerter rundt om i landet. Spørg ind til din dates musiksmag og se, om du kan finde en god koncert i nærheden.
11. Kanalrundfart i København
Når solen skinner fra en skyfri blå himmel, så er det oplagt at tage på kanalrundfart i København. På den hyggelige tur rundt i kanalerne, har I mulighed for at se flere af Københavns attraktioner. Hvis du hellere vil være kaptajn på eget skib, så kan du leje en soldrevet GoBoat i stedet.
12. Prøvesmagning
Øl, vin, chokolade eller ost? Sæt smagssanserne på overarbejde.
13. Lav keramiske ting
Rundt om i landet findes der steder, hvor man kan male på keramik og bagefter få brændt sit mesterstykke. I København er Creative Space f.eks. lidt af et tilløbsstykke for kreative sjæle.
14. Kun for de meget modige
Hvis I ikke er bange for at blive gjort til grin, så tag på karaokebar og udfordre hinanden i gamle klassikere. ADVARSEL: Vær helt sikker på, at din date er med på den her, ellers kan jeg første date nemt bliver den sidste!
15. Middag i TOTALT mørke
Skal være en unik date? Så skal I prøve Dinner In The Dark, hvor I skal spise jeres middag i mørke. Dinner In The Dark er en sjov og interessant måde at lære hinanden at kende på. Når det ydre får en sekundær betydning, så træder det indre i forgrunden.
16. Den eftertænksomme første date
Gå en tur i skoven eller ved vandet og del jeres tanker.
17. Lav lækkerier sammen
Det er hyggeligt at lave mad sammen, men det er endnu sjovere at lave noget, hvor begge parter er lidt på udebane. Prøv f.eks. at lave lakrids, vingummier, karameller eller bolcher sammen.
18. Tør du udfordre din mandlige date?
Der er selvfølgeligt mænd der godt kan lide at danse, men hovedparten føler sig lidt sårbare, når de står på et dansegulv. Så test din date og se, om han er den mand, han påstår han er.
19. Gå på skattejagt
Geocaching er en spændende aktivitet som faktisk er temmelig udbredt i Danmark. Man kan kalde det for en ”moderne skattejagt”. Du henter en applikation til din Smartphone og via telefonens GPS, bliver I så guidet hen til ”skatten”. Når I har fundet den, så tager I den og ligger noget andet i stedet. Geocaching er en god ide til første date, fordi det bringer den barnelige sjæl op i alle.
20. Forlystelsespark
Bakken, Tivoli og hvad de ellers hedder holder åbent det meste af året. Så inviter din date i forlystelsespark og nyd et par sjove timer sammen. Prøv et par forlystelser sammen, men brug ligeså meget tid i boderne, hvor I kan more jer over hinandens manglende evner.
21. Kør om kap
Gokart er også en populær begivenhed på den første date. I kører som regel sammen med andre, så hold godt øje med hinandens nummer.
22. Nyd en GOD brunch sammen
En anden klassiker er, at tage ud og spise brunch sammen. Hvis du gerne vil gøre det til noget specielt, så vælg et af de rigtig lækre brunchsteder og ikke bare en tilfældig brunch på den nærmeste Dalle Valle.
23. Spis alle de forretter I kan
Hvis det skal være kedeligt, så tag ud og spis en traditionel middag. Hvis det skal være sjovt, så bestil en forret på en restaurant. Når I har spist den, så går I videre til den næste restaurant og bestiller endnu en forret. Sådan bliver I ved, til I ikke kan klemme mere mad ned.
24. Sjove film derhjemme
Det er svært at tale sammen, hvis man er i biografen på første date. I stedet kan man leje en film derhjemme. Vil du gerne gøre lidt sjov ud af det, så find en rigtig B-film I kan grine af.
Se også: Stort liste med oplevelser i København og Århus
25. Lav noget nyt sammen
Der findes mange muligheder for, at lære noget nyt sammen.
Det kan være alt lige fra madlavning til golf eller guitarspil.
26. Til festaberne…
Hvis jeres første date skal være uformel, så mød hinanden i byen. Men pas på med at dulme nervøsiteten med for meget alkohol. Du risikerer at dumme dig så meget, at du ikke kommer på date nummer to.
27. Gratis rundvisning
I de fleste større danske byer er der mulighed for at deltage på en gratis rundvisning. Udover at I tilbringer tid sammen, så lærer i også en masse nyt om hvor I bor.
28. Se på stjerner sammen
En traditionel date foregår om dagen eller om aftenen, men hvorfor ikke bryde normen og invitere din date ud og se på stjerner i stedet? Det er rigtig romantisk og hvis I medbringer varm te, kakao eller kaffe og måske tænder et bål, så bliver det ikke et problem at holde varmen.
29. Museum eller galleri?
Hvis I begge to er kulturelle, så kan du invitere din date med på museum eller galleri, hvor I kan diskutere jeres forskellige smag.
30. Kom helt ned i tempo
I kan komme helt ned i gear ved at tage en yoga- eller mindfulness klasse sammen. De findes over hele landet og det er en god måde at slappe af på og samtidigt lære noget nyt om hinanden.
31. Tag i Drive in bio
Som tidligere nævnt, så er det svært at snakke sammen, når man sidder i en biograf med flere hundrede andre mennesker. Men i Lynge – tæt på Allerød – har I mulighed for at se en god film uden at forstyrre de andre biografgæster. Her ligger nemlig Danmarks eneste Drive In Bio.
32. Forhindringsbaner er sjove
Hvis I ikke har noget imod at få sved på panden, så er det muligt at prøve kræfter med forhindringsbaner mange steder. De kan både foregå på jorden og oppe i luften og de findes i mange sværhedsgrader. En sjov og udfordrende date!
33. Støt et godt formål
I kan også gøre en forskel sammen som frivillige.
Ved at være sammen om et større mål, kan I bidrage til at andre får det bedre.
34. Bowling er dejligt old school
Bowling er ”old school” på den fede måde. Dyst mod hinanden og se hvem der løber med den eftertragtede præmie. Husk at distrahere din modstander, så du tager pokalen med hjem.
35. Se noget mærkeligt sammen
Har dig og din date nogensinde set curling, bueskydning eller cricket? Hvis ikke, så er det nu I har chancen. Kan I ikke finde på noget at snakke om, så kan I altid snakke om den mærkelige sportsgren de udøver inde på banen.
Det var 35 ideer til jeres første date!
Læs også: Første date på budget, her er gode gratis oplevelser i København
Facts and don’ts på første date
Inden du begiver dig afsted så se lige den her infografik:
Samtaleemner og spørgsmål
Alle ved at det kan være tåkrummende pinligt med ren stilhed på den første date, så her er nogle oplagte samtaleemner og spørgsmål du kan tage op.
- Arbejde: Hvad laver du? Hvor arbejder du henne? Hvor lang tid har du gjort det?
- Fritidsinteresser: Dyrker du sport? Interesserer du dig for fodbold?
- Drømme: Har du en bucket liste? Hvor ser du dig selv om 10 år?
- Familie: Har du søskende? Hvor er du opvokset henne?
- Venner: Ser du dine venner ofte? Hvad laver I sammen?
- Rejser: Hvad er den bedste rejse du har været på? Hvor vil du gerne hen engang?
- Oplevelser: Hvad er din bedste oplevelse? Hvad kunne du godt tænke dig at opleve i fremtiden?
- Mad og drikke: Hvad er din livret? Hvad er din yndlings drink?
- Musik, bøger mv.: Hvad for noget musik hører du? Går du tit i biografen?
Efter jeres første date…
Hvis daten har været en succes, så er det en god ide, at skrive en besked eller ringe til modparten dagen efter. Sig at du har hygget dig og hør om modparten har lyst til at se dig igen på et tidspunkt.
Et sidste råd…
Brug årstiderne! Hver årstid har sine ideer og muligheder. Er det jul, så snør skøjterne eller tag på julemarked. Er det oktober, så lav græskar sammen. Er det påske, så mal æg. Vær kreativ og udnyt de muligheder du har for at skabe en hyggelig og mindeværdig date, der vil skille dig ud.
Rigtig god første date!