Faser i et parforhold

Bobler i maven og en fornemmelse af evig solskin indeni. I starten af et parforhold er der nærmest ingenting, der kan slå jer ud. Lykken har fundet vej til jer begge, fremtiden er lys og I kan næsten ikke få nok af hinanden.

Afsættet til et dejligt, givende og ligeværdigt forhold er nu lagt og jeres kærlighed klar til at vokse sig til noget større. Men hvilke faser skal jeres parforhold igennem? Og hvordan passer I på kærligheden i de perioder, hvor forelskelsen kan føles langt væk?

Her får I et overblik over parforholdets faser og gode råd til, hvordan I navigerer sikkert igennem dem.

Første fase i jeres parforhold: Forelskelsen

Par der står sammen

Denne fase i jeres parforhold er grundlaget for jeres fremadrettede liv sammen. Jeres hormoner påvirker kroppene maksimalt, sanserne skærpes og tankerne kører på højtryk.

Denne fase i jeres parforhold er overvejende vidunderlig – men den kan også være præget af en smule usikkerhed. Både på hinandens følelser og om hvorvidt I hver især skal involvere jer.

I er nemlig begge nye for hinanden og selvom I skulle have kendt hinanden et stykke tid, befinder I jer i en proces med at finde sammen som kærester.

Her er det vigtigt, I giver hinanden plads og har forståelse for hinandens forskelligheder. Tal derfor sammen om både dét, der trykker jer og gør jer glade.

Det kan være svært at tage en samtale med en relativt ny kæreste om usikkerheden, der kan opstå i denne fase – men umiddelbarheden og ærligheden er vigtig.

Bliver en af jer utryg eller usikker, hvis den anden part ikke lader høre fra sig hele dagen, er det nemlig vigtigt modparten er klar over det. Har den anden brug for en smule alene-tid på trods af forelskelsen, er dette også vigtigt at få nævnt.

Ellers vil en lykkelig periode af jeres liv kunne blive unødigt fyldt med bekymringer og irritation.

Med en stor del af jeres fælles liv foran jer, er det i øvrigt vigtigt at kunne tale om netop den slags emner, allerede fra start.

Læs også: Alle de andre artikler om parforholdet

Jeres anden fase: Den nye virkelighed

Par der sidder sammen

Når den første forelskelse er aftaget, begynder hverdagen at kalde igen. Hvor I før ikke kunne få nok af hinanden, begynder I hver især at have behov for at foretage jer ting udenfor forholdets rammer.

Den næsten umættelige sexlyst fra den første fase i jeres parforhold kan også aftage – og de søde SMS’er begynder måske at blive færre.

Begge dele kan i nogle tilfælde indgyde en frygt for, at interessen imellem jer er dalende. For hvorfor vil den anden part pludselig hellere hygge med en film end have sex? Og hvorfor kan I ikke ses så meget, som I plejede?

Det kan også være, I pludselig opdager hinandens knap så attraktive sider og måske endda oplever en smule irritation over hinandens forskelligheder.

I denne anden fase af jeres parforhold er det vigtigt, I ikke går i panik. Ændringen i jeres forhold er ikke et tegn på manglende interesse. Den er derimod en nødvendighed for at jeres forhold kan udvikle sig yderligere.

Hverken kroppen eller psyken kan nemlig holde til hormonelt at køre på højtryk. Derfor ændrer tingene sig, når den første forelskelse har lagt sig for en stund.

Derudover har et længerevarende forhold også brug for, at I sammen kan rumme hinandens fravær og øvrige behov. Kun sådan kan I vokse som par og blive klar til et langt liv sammen.

Også i denne fase af parforholdet er det vigtigt, I taler sammen, hvis noget går jer på. Har en af jer brug for mere seksuel opmærksomhed, så tal om det – og har den anden brug for mere bekræftelse i hverdagen, så gør opmærksom på problemet og løs det sammen.

Se også: Hvad er ægte kærlighed?

Parforholdets tredje fase: Hverdagens indtog

Når I er kommet igennem den foregående fase i parforholdet, og har accepteret hinandens forskelligheder, begynder den solide hverdagslykke at dukke op.

I har det dejligt, jeres forhold er stabilt og I kender hinanden rigtig godt. I ved hver især, hvad den anden har brug for og hvordan I får jeres liv sammen til at fungere optimalt. I har populært sagt slebet hinandens kanter af og har dermed opnået et solidt parforhold, som kan modstå lidt af hvert.

Når I befinder jer i denne fase, skal I passe på ikke at tage hinanden for givet og stadig huske, I er kærester. Bevar derfor engagementet i forholdet ved at prioritere hinanden og romantikken. Ellers risikerer I, at næste fase indtræder.

Den fjerde parforholdsfase: Kedsomheden

Ensomhed i parforhold

Det er ikke alle parforhold, der oplever denne fjerde fase – men er I havnet her, skal I ikke fortvivle. Der er en vej ud herfra. Også sammen.

Kedsomhed i parforholdet opstår som regel, fordi I altid laver det samme. Måske bor I nærmest i hver jeres sofa med en serie på tv’et og får aldrig oplevet noget? Det kan også være, I er så trætte når dagen er gået, at I hellere vil sove end have sex. Måske føler I endda, at I er endt som venner i stedet for kærester?

Denne kedsomhed kan derudover være ledsaget af tanker om, hvorvidt I rent faktisk er hinandens eneste ene. Eventuelt kombineret med en frustration over, at singlelivet nu er slut for evigt. Måske dukker tanken om andre også flygtigt op og gør jer hver især mere forvirrede.

Her er det vigtigt, I husker på, det er en fase – ligesom alle de andre. Samtidig skal I dog også gøre op med jer selv, hvad I ønsker jer parforholdsmæssigt. Er det et liv sammen med hinanden? Så rusk op i hverdagen og få noget af jeres forelskelse tilbage.

Kriser i parforholdet

Ulykkeligt par

Selv de lykkeligste parforhold vil opleve færre eller flere kriser. Det er nemlig umuligt altid at være enige med hinanden og i konstant harmoni parforholdsmæssigt.

Kriserne behøver dog ikke være massive og i de fleste tilfælde, vil det som regel blot være kedsomhedsfasen, som gør sit indtog.

Det sker ofte i nogenlunde faste intervaller. Bliv derfor ikke forskrækket, hvis I oplever en krise i umiddelbar nærhed af jeres årsdage.

  • 1 år
  • 2 år
  • 3 år
  • 5 år
  • 7 år
  • 9 år

Derudover er der også begivenheder i livet, der kan bidrage til en smule vaklen i jeres forhold. Eksempelvis flytninger, skiftende jobs eller ankomsten af et nyfødt barn.

Det er helt normalt og efter krisen vil I med stor sandsynlighed komme styrkede og nyforelskede ud på den anden side.

Skriv en kommentar