Mmm, forelskelse…

Er der noget skønnere end at være forelsket … og at forelskelsen er gengældt? Hvis du vil vide mere om forelskelse, så brug nogle minutter på at læse videre. Vi fortæller om, hvad forelskelse er for en mystisk ting – vi giver dig 10 tegn på, at du selv er forelsket (selvtest!) – 10 tegn på, at en mand er forelsket – 10 tegn på, at en kvinde er forelsket – og en masse andet stof om kærlighed og forelskelse.

5 gode citater om forelskelse

  1. Forelskelse gør den kloge dum
  2. Forelskelse er en sygdom, som kun gengældt kærlighed kan lindre
  3. Når du er forelsket, må du ikke sove, for virkeligheden er bedre end dine drømme
  4. Hvis kærligheden er en illusion, så til helvede med virkeligheden
  5. Kærlighed gør blind; først i ægteskabet får du synet tilbage

Læs også: Hvad er romantik?

Hvad er forelskelse egentlig for en mystisk ting?

Tro det eller lad være, men forelskelse er faktisk en tilstand, som både filosoffer og videnskabsmænd beskæftiger sig seriøst med. Der er forsket i forelskelsens symptomer, forelskelsens kemi, forelskelsens varighed og forskellene mellem forelskelse og kærlighed.

Forelskelsen psykologi

Psykologisk set er forelskelse en tilstand, hvor dine følelser er på overarbejde. Du svinger mellem den højeste lykke og den sorteste kulkælder. Det ene øjeblik føler du dig helt sikker på, at dine følelser er gengældt, det næste øjeblik er du fuldkommen i tvivl og aner ikke dine levende råd. Glæde og fortvivlelse er forelskelsens to ansigter.

”Du er pludselig fuld af energi og livsmod og gode ideer …”

Dine sanser skærpes enormt meget: Farver, dufte, smage, musik, andre mennesker – alt opleves meget mere intenst, end du plejer. Du er pludselig fuld af energi og livsmod og gode ideer. Livet er bare smukt og skal spises i én mundfuld.

Du brænder for at være sammen med andre, dele din lykke med dem, fortælle om dine følelser. Men du brænder også efter at være alene, tænke det hele igennem, få styr på alt det nye der sker med dig.

Læs også: Hvad er ægte kærlighed?

Forelsket kærestepar ved vandet

Du vil gå gennem ild og vand for den, du er forelsket i. Du ser alt det smukkeste i vedkommende, tænker på ham eller hende hele tiden, ser ingen fejl og gør alt, hvad der står i din magt for at opnå den andens kærlighed, opmærksomhed, accept.

”Når du er forelsket, er du blind af kærlighed… ”

(Og det er netop forskellen på at være forelsket og at elske: Når du er forelsket, er du blind af kærlighed – mens når du virkelig ELSKER en anden, kan du sagtens se vedkommendes fejl og mangler, men er villig til at være sammen med dem alligevel).

Forelskelsen er så intens en tilstand, at du har svært ved at forestille dig, at den nogensinde holder op igen. Hvordan kan noget, der kører med 1000 kilometer i timen, stoppe? Men det gør den altså. Måske ikke fra det ene sekund til det andet, måske går der uger og måneder, men en dag vil du indse, at dine følelser har ændret sig. De kan have udviklet sig til ægte kærlighed. Til venskab. Til ligegyldighed. Eller ligefrem had. Under alle omstændigheder finder din forelskelse en ny form.

Forelskelse – Test dig selv

10 tegn på, at du er forelsket

Er du i tvivl, om du er forelsket, eller det bare er maven, der er i uorden? Her er 10 typiske signaler, som tyder på en seriøs forelskelse:

  1. Du tænker konstant på den anden, følger efter vedkommende, lurer på ham eller hende
  2. Du savner den anden hele tiden, hele tiden – hvorfor kan I ikke bare være sammen altid?
  3. Hvorfor kan I ikke bare nusse og hygge altid?
  4. Dit humør svinger fra den højeste lykke til den sorteste kulkælder – også over småting
  5. Du tager dig selv i at smile fjoget i tide og utide; det smil er bare slet ikke til at tørre af
  6. Du har konstant lyst til at læse om kærlighed, se film om kærlighed, høre sange om kærlighed
  7. Du tjekker telefonen cirka hvert 5. sekund – mon der er en besked, eller burde du selv sende én?
  8. Du har svært ved at koncentrere dig om noget som helst og glemmer selv de vigtigste aftaler
  9. Du er klodset, vælter alt muligt, går ind i møbler og dørkarme og bliver konstant rød i hovedet
  10. Du har absolut ingen appetit, du glemmer at spise, tænker mere på Den Eneste Ene end på mad

Se også: Test dig og din partners kærlighed

Forelskelsens kemi

Kærlighedsbillede

Ja, tænk engang, forelskelse er også en kemisk proces. På Rigshospitalet har neurofysiologer studeret den menneskelige hjerne og fundet frem til, at der er forskelle på, når vi er forelskede, føler kærlighed og er seksuelt tiltrukket af andre. Kort fortalt er de forskellige tilstande en vekselvirkning mellem hjerneområder, neurotransmittere og hormoner.

Det er vores urhjerne, der overtager styringen, når vi er forelskede. Den samme hjerne, som styrer vores puls og vejrtrækning, og som vi ikke har kontrol over. Derfor kan vi heller ikke selv 100% styre, hvem vi bliver forelskede i. Og vi kan heller ikke selv bestemme, at vi ikke længere vil være forelskede.

Ulykkelig kærlighed sætter for eksempel gang i nogle processer i hjernen, som kan gøre den ramte dybt deprimeret, måske endda selvmordstruet. Nogle mener, at halvdelen af alle selvmord i Danmark kan skyldes ulykkelig kærlighed.

Test: Er han forelsket?

10 tegn på, at en mand er forelsket

En forelsket mand gør nogle helt bestemte ting, der viser, at han er vild med en kvinde. Måske gør han ikke alle 10 ting, men nogle af dem er stensikre tegn på forelskelse:

  1. Han kan ikke holde øjnene fra kvinden, skæver hele tiden derover
  2. Han rører oftere ved kvinden, bare små berøringer
  3. Han lytter mere intenst til alt, hvad kvinden siger og mener
  4. Han er pludselig superordentlig med sig selv og sine sager
  5. Han kan lide kvinden – selv med det grimmeste morgenhår
  6. Han ved med ét enormt meget om kvindens liv og fortid
  7. Han svarer hurtigere på sms’er end nogen sinde før
  8. Han vil gerne vise kvinden frem over for vildt fremmede
  9. Han vil gerne gøre indtryk på kvindens familie og venner
  10. Han gør ting, han normalt ikke gider – fx spise grønsagstærte

Test: Er hun forelsket?

Par der griner sammen

10 tegn på, at en kvinde er forelsket

Hos en forelsket kvinde, er det ofte de fysiske tegn, man skal holde øje med. Det er mere hendes måde ubevidst at bruge sin krop på, end det er nogle bevidste handlinger.

  1. Hun smiler mere, end hun plejer
  2. Hun gør sig mere attraktiv
  3. Hun stråler og viser overskud
  4. Hun piller ved sit hår i tide og i utide
  5. Hun fugter konstant læberne, lynhurtigt
  6. Hun rører ved manden, bare små strejf
  7. Hun holder sig i nærheden af manden
  8. Hun holder øjenkontakt med manden
  9. Hun efterligner små ting, manden gør
  10. Hun griner højt ad alt, hvad manden siger

3 sange til forelskede unge

Hvad hører (især) unge, der er smaskforelskede og høje på kærlighed?

Tja, på Spotify hitter disse 3 nuttede kærlighedssange:

  1. “Don’t Wanna Go Home” (Jason Derulo)
  2. “Love On Top” (Beyoncé)
  3. “How to Love” (Lil Wayne)

Læs også: Her er alletiders bedste kærlighedssange

6 ting, forelskede par laver sammen

Nyforelsket par nyder udsigten sammen

Du har mødt Den Eneste Ene, I er bare vilde med hinanden, så I er næsten sammen 24/7. Hvad laver man egentlig andet end at kigge hinanden dybt & forelsket i øjnene og konstant bekræfte ”Jeg elsker også dig”? Her er 6 ting, som nyforelskede par i den vestlige verden typisk laver sammen:

  1. Forelskede par kysser, nusser, roder, krammer, rører og er intime så tit som muligt og så varieret som muligt.
  2. Forelskede par laver gas med hinanden og snakker om alting og ingenting – fordi alt, hvad der er værd at vide om den anden, er megaspændende.
  3. Forelskede par snakker om, hvad der er sket på skolen, på arbejdet eller i sportsklubben – støtter hinanden, bekræfter hinanden, er der for hinanden.
  4. Forelskede par drømmer om fremtiden sammen – hvad skal der ske i morgen, næste uge, i ferien, resten af livet. Skal det være os to for altid?
  5. Forelskede par går ud sammen og viser hinanden frem for resten af verden – til koncerter, til fester, på café eller restaurant. Alt er sjovt, når man er to.
  6. Forelskede par tjekker Facebook og Instagram sammen, hygger over film og serier på Netflix, som begge gider se, hører Spotify med én prop hver.

Læs også: Ideer til 15 oplevelser for par 

Hov, du er vel ikke faldet i søvn? Vi gentager: Når du er forelsket, må du ikke sove, for virkeligheden er bedre end dine drømme!

Skriv en kommentar